Twitters Deroute

Min dansksprogede social media profil er fremadrettet at finde på Mastodon:
@holm@mastodon.social

Hvorfor?

Dyrene har overtaget Zoologisk Have, og Twitter er nu så plaget af manglende moderation og tilregnelighed, at jeg ikke synes, der er noget for mig at bidrage med lige p.t.

Jeg har derfor sat min Twitter på standby, måske midlertidigt, måske ikke. Håbet er som bekendt det sidste, der ryger, og det er da ikke utænkeligt, at Twitter kommer tilbage på sporet. Det er dog lige så sandsynligt, at skaden er sket, og tak for kampen.

Vi er mange, der har søgt over til Mastodon – et decentralt socialt netværk, mindre sårbart over for en tilfældig ejers skøre luner.

Mastodon er nemt at bruge, befolket med rare mennesker, og væsentlig mindre drama end Twitter – ikke mindst fordi, der ikke er nogen underliggende algoritme, der belønner engagement i sig selv.

Der er allerede nu nogle fine apps (Fedilab og Tusky til Android. Toot! til iOS. Mastonaut til MacOS), og en del af de gode udviklere, der har tilbudt tredjeparts Twitter apps, har set skriften på væggen og er nu i gang med Mastodon-klienter. Bl.a. Tweetbot-udviklerne er på vej med “ivory” til Mac og iOS, hvilket må forventes at blive guld-standarden.